Arbejdsmarkedspolitik

Arbejdsmarkedspolitik er noget, vi støder på hver dag, men det er nok ikke altid, man lige tænker over det. Faktisk er der kommet mere og mere fokus på arbejdsmarkedet, og dermed også på arbejdsmarkedspolitikken. Flere økonomer mener faktisk, at måden arbejdsmarkedet er bygget på, har stor betydning for et lands økonomiske udvikling. 

Arbejdsmarkedspolitik er en del af strukturpolitikken, hvilket vil sige, at arbejdsmarkedet er noget, der ændrer nogle grundlæggende strukturer i samfundsøkonomien, i stedet for blot at påvirke efterspørgslen på kort sigt, som man gør med den økonomiske politik. 

Selvom der er lav arbejdsløshed, kan der godt stadig være høj arbejdsløshed i nogle delmarkeder, og det er blandt andet det, arbejdsmarkedspolitikken arbejder med. Arbejdsmarkedspolitikken går altså også ud på at mindske flaskehalsproblemer mindst muligt. Arbejdsmarkedspolitikken går altså ud på, at få udbud og efterspørgsel af arbejdskraft til at passe bedre samme på de forskellige delmarkeder. 

Der er nogle arbejdsmarkedspolitiske instrumenter, der bruges, når der føres arbejdsmarkedspolitik. De kan inddeles i fire forskellige grupper, da de forskellige instrumenter tager udgangspunkt i fire forskellige måder at påvirke arbejdsmarkedet:

Arbejdsmarkedspolitiske instrumenter
Mobilitetsfremmende foranstaltninger	Påvirkning af arbejdskraftsefterspørgslen
Omskoling Hjælp til omskoling Arbejdsformidling Uddannelse og aktivering	Løntilskud til virksomhederne Beskæftigelsesprojekter
Påvirkning af arbejdskraftsudbuddet	Institutionelle faktorer
Ændring af arbejdstiden Barsels- og andre orlovsordninger Ændring af marginalskat Ændring af efterlønsordning	Dagpengeregler/regler for kontanthjælp Garantiløn Arbejdsmiljøregler Stramning af rådighedsregler

Arbejdsmarkedspolitikker i Europa

Når man fører arbejdsmarkedspolitik, kan man gøre det på to forskellige måder - man kan føre aktiv eller passiv arbejdsmarkedspolitik (og så bruger man altså de arbejdsmarkedspolitiske instrumenter, der blev nævnt ovenfor). 

Den passive arbejdsmarkedspolitik går ud på, at man vil sikre en så god levestandard for de arbejdsløse som muligt. Passiv arbejdsmarkedspolitik er for eksempel dagpenge og kontanthjælp.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik går derimod ud på, at man i meget højere grad fokuserer på at forbedre den enkeltes chancer for at klare sig godt på arbejdsmarkedet, i stedet for at tænke på kollektivet. Aktiv arbejdsmarkedspolitik er for eksempel tvungen aktivering i virksomheder eller frivillig efteruddannelse.

Ikke nok med, at der er to måder man kan føre arbejdsmarkedspolitik på, og at der er forskellige instrumenter man kan bruge, så er der stor forskel på fra land til land, om man bruger aktiv eller passiv arbejdsmarkedspolitik, samt hvor mange penge der bliver brugt på arbejdsmarkedspolitikken i forskellige lande.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er det nemt at se, at man i Danmark bruger mange flere penge på arbejdsmarkedspolitik end man gør i lande som USA og Storbritannien. Man kan også se, at man i både Danmark, Holland, Frankrig, Tyskland, Irland, USA og Polen bruger flest penge på passiv arbejdsmarkedspolitik, og at ud af landene i tabellen, er det kun Sverige og Storbritannien, der bruger flest penge på den aktive arbejdsmarkedspolitik. 

I Danmark bruger vi cirka ligeså mange penge på aktiv og passiv arbejdsmarkedspolitik, dog bruger vi flest penge på den passive arbejdsmarkedspolitik, hvilket kan have noget at gøre med vores sociale sikkerhedsnet (det vil blive beskrevet senere). I andre lande, som for eksempel Tyskland, er det dog tydeligt at se, at der bruges flest ressourcer på enten den aktive eller passive arbejdsmarkedspolitik. 

Der er altså meget stor forskel på, hvordan man fører arbejdsmarkedspolitik i de forskellige europæiske lande - bare i Tyskland og Danmark er der forholdsvis store forskelle.

I Danmark bruger vi den danske model, hvilket også bliver kaldt flexicurty modellen.

Men det er langt fra i alle lande, at man bruger den danske model - så ville den nok heller ikke hedde den danske model. Der er primært fire eksempler på arbejdsmarkedspolitik, som er de overordnede modeller, der bruges. En model bruges sjældent kun i ét land, og de lande der bruger den samme model, minder ofte om hinanden med hensyn til kulturen, men de ligger også ofte placeret tæt på hinanden geografisk.

Danmark Sverige Holland	·         Høj kompensationsgrad ·         Stramme rådighedskrav ·         Aktiv arbejdsmarkedspolitik ·         Lav jobbeskyttelse
Den sydeuropæiske model Frankrig, Italien, Spanien, Grækenland	·         Gennemsnitlig kompensationsgrad ·         Stramme rådighedskrav ·         Passiv arbejdsmarkedspolitik ·         Høj jobbeskyttelse
Den angelsaksiske model Storbritannien, Irland	·         Lav kompensationsgrad ·         Lempelige rådighedskrav ·         Varierende arbejdsmarkedspolitik ·         Begrænset jobbeskyttelse
Den centraleuropæiske model Belgien, Tyskland, Finland	·         Varierende kompensationsgrad ·         Varierende krav til rådighed ·         Passiv arbejdsmarkedspolitik ·         Høj jobbeskyttelse

Der er altså stor forskel på, hvor meget jobbeskyttelse der er, altså hvor svært det er at blive fyret. I Danmark er det for eksempel meget nemt at blive fyret, hvor det for eksempel i Spanien er meget svært. Der er også stor forskel på, hvor meget man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når man er arbejdsløs. Nogle lande må man sige nej til et arbejde, fordi det ligger for langt væk eller fordi det ikke passer til ens uddannelse, det må man ikke i for eksempel Danmark - hvis man er arbejdsløs, skal man stå til rådighed og tage imod et job, hvis det bliver tilbudt. 

Nu kan det godt være, det lyder lidt som om, at det den danske model kun er negativ, men det er langt fra rigtigt. Den danske model har nemlig også noget rigtig godt - den har nemlig det sociale sikkerhedsnet, hvilket vil sige, at hvis man bliver arbejdsløs, er der i Danmark nogle ret gode dagpengeregler, som det især er lavtlønnede og langtidsledige, der nyder godt af, da de får en flot kompensation i forhold til den løn de tjente før. I for eksempel Tyskland er der ikke det samme sociale sikkerhedsnet, for i Tyskland, og andre land, bliver man primært hjulpet gennem forsikringer i stedet for gennem staten. 

Danmark har altså også et meget fleksibelt arbejdsmarked i forhold til blandt andet Tyskland og en række sydeuropæiske lande, det har så medført, at disse landes strukturelle ledighed er højere end den danske, fordi de oplever endnu større flaskehalsproblemer, end vi gør i Danmark. De har ikke samme mulighed for at flytte fra de forskellige delmarkeder, fordi de heller ikke fører ligeså aktiv arbejdsmarkedspolitik, som man blandt andet gør i Danmark. De arbejdsløse har altså ikke helt samme mulighed for at efteruddanne sig, og der er for stor risiko forbundet med at ansætte nye medarbejdere for arbejdsgiverne, fordi det er for svært for dem at komme af med dem igen. 

Et lands velfærdssystem har også en del at gøre med landets arbejdsmarkedspolitik. I Danmark har vi et velfærdssystem, hvor vi har et rimelig højt skattetryk, men hvis vi bliver fyret, får understøttelse, derfor er det altså muligt for Danmark at have den danske model. I lande som for eksempel Tyskland, har man et andet velfærdssystem, hvor man er sikret gennem forsikringer, man selv sørger for, at man har i orden, og man bliver også sikret gennem ens arbejde. Der er altså heller ikke ligeså stort skattetryk, og staten hjælper kun dem, der har allermest brug for det. Det er altså en sammenhæng mellem et lands velfærdssystem, og den måde de fører arbejdsmarkedspolitik på.

For lige at opsummere, bliver der altså ført fire forskellige former for arbejdsmarkedspolitik i Europa: den sydeuropæiske model, den angelsaksiske model, den centraleuropæiske model og den model der benyttes i blandt andet Danmark. 

Det er forskelligt hvor høj kompensationsgrad der er i de forskellige lande, ligesom det er forskelligt hvor stramme rådighedskrav der er. Det er også forskelligt, om et land bruger primært aktiv eller passiv arbejdsmarkedspolitik, samt hvor meget jobbeskyttelse der er i landet. 

Til sidst kan man også trække paralleller mellem et lands arbejdsmarkedspolitik og landets velfærdssystem. 

Indvandreres betydning for den danske arbejdsmarkedspolitik

I artiklen "Europæere: Indvandrere er nødvendige, men ikke vellidte" (læs den her), bliver indvandreres betydning for et lands arbejdsmarkedspolitik diskuteret. Der bliver også skrevet om, hvilke grupper i samfundet der er positive og negative overfor indvandrere. 

Indvandrere har den betydning for det danske arbejdsmarked, at udbuddet bliver større, fordi der simpelthen kommer flere mennesker. Det kan hjælpe med at forsørge den stigende ældrebyrde, men for at kunne hjælpe med ældrebyrden, kræver det jo, at man har et arbejde. Hvis man fører aktiv arbejdsmarkedspolitik, kan man altså tvinge indvandrerene til at komme i aktivering eller efteruddanne sig, så de får de rette kvalifikationer, og på den måde integrere dem på arbejdsmarkedet. Man kan også være nødt til at føre passiv arbejdsmarkedspolitik, for at bedre at kunne hjælpe indvandrene med at blive integreret på i den danske kultur. 

Siden 1982 er nettoindvandringen steget markant, og arbejdsstyrken (altså udbuddet af arbejdskraft) er blevet større. Man kunne måske tro, at der så er mindre procentdel af arbejdsstyrken, der er aktive på arbejdsmarkedet, men sådan er det ikke.

Selvom nettoindvandringen er steget markant, er der altså ikke en mindre procentdel af arbejdsstyrken, der er aktive på arbejdsmarkedet. Det betyder altså, at Danmark er gode til at integrere indvandrene på arbejdsmarkedet, eller som det mindste få dem i aktivering eller til at efteruddanne sig. Når nettoindvandringen stiger, er det altså nødvendigt også at bruge flere ressourcer på aktiv arbejdsmarkedspolitik, så indvandrerne også kan bidrage til samfundet, i stedet for bare at få understøttelse. 

Det kan også være en mulighed at give tilskud til virksomhederne, så man får flere i arbejde.

Indvandrere har generelt gode muligheder på det danske arbejdsmarked, både fordi man kan få understøttelse, hvis man er arbejdsløs. Men i den grad også fordi det i Danmark er gratis at uddanne sig, så man kan få de rette kvalifikationer til et arbejde i Danmark. 

Danmark skal have mere fokus på at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, da vi i Danmark har en stigende ældrebyrde, og det kan indvandrerne som sagt hjælpe med. 

Flere og flere indvandrere tager en uddannelse i Danmark, hvilket er en meget positiv ting, og det betyder, at den danske arbejdsmarkedspolitik rent faktisk fungerer. 

Det kan også have noget at gøre med, at der er kommet mere fokus på indvandrerene og især mere fokus på, at de skal være en integreret del af den danske kultur og arbejdsmarked, så de bidrager til samfundet, i stedet for kun at modtage fra samfundet. 

Der er mange, der mener, at alle indvandrere er arbejdsløse, og at de bare nasser fra samfundet, men sådan er det ikke helt skruet sammen - i hvert fald ikke længere. En stadig større andel af indvandrerne får en uddannelse og et arbejde.

Rina Ronja Kari: dansk dagpengesystem kontra fælles europæisk dagpengesystem 

Rina Ronja Kari er EU-parlamentariker, og hun er valgt for Folkebevægelsen mod EU

I artiklen "Muligheden for et fælles europæisk dagpengesystem er stadig på bordet" (læs den her) udtaler hun:

"Min forventning er, at vi kommer til at gå i den retning, at man skal koordinere dagpengesystemerne mere, og jeg er bekymret for, om vores danske system kan overleve sådan en harmonisering. Jeg er rigtig ked af, hvis kommissionen skal begynde at blande sig i det,"

Hendes udsagn er velbegrundet, da et fælles dagpengesystem vil komme til at gå ud over den danske model, da Danmark ikke længere selv kan styre dagpengeniveauet, og man kan altså ikke længere bruge det som et arbejdsmarkedspolitisk instrument. Samtidig vil noget af det danske sikkerhedsnet forsvinde, fordi vi ikke længere selv kan bestemme, hvor stort det sikkerhedsnet skal være, og hvor mange det skal hjælpe. 

Hvis man i Danmark ikke længere selv kan styre, hvor stort sikkerhedsnettet skal være, har vi altså heller ikke samme mulighed for at fortsætte med at have vores flexicurity system, hvor der er et fleksibelt arbejdsmarked, men til gengæld et socialt sikkerhedsnet. Dermed hele hele fundamentet for det danske arbejdsmarked forsvinde, og der skal udvikles et helt nyt arbejdsmarked. 

Det gode ved det danske arbejdsmarked er netop, at vi er så fleksible, som vi er. Hvis man ser på et land som Spanien, hvor der er så høj arbejdsløshed, er en af grundene til den høje arbejdsløshed netop, at arbejdsmarkedet slet ikke er fleksibelt. Derfor er det vigtigt for os, at vi fortsat kan have et fleksibelt arbejdsmarked, og så til gengæld bruge rimelig mange ressourcer på passiv arbejdsmarkedspolitik i form af dagpenge og kontanthjælp. 

Derfor er Rina Ronja Karis udtalelse begrundet, da den danske model vil have svært at ved at overleve en harmonisering, hvis man skal til at have et mere ens dagpengesystem i EU. Det skal dog understreges, at hun samtidig også udtaler, at hun tror der i første omgang bliver tale om en solidarisk model, hvor EU landene blot hjælper hinanden, hvis de har brug for det, men det ene kan jo føre til det andet.